Ikke-komplet liste over læserbreve i landsdækkende aviser

Jyllands-Posten, d. 21.12.09

DR's minaretmanipulation
Af Jan Christensen

Danmarks Radio er ofte blevet beskyldt for at være venstreorienteret.
I de seneste år har skytset især været rettet mod dækningen af emner relateret til islam og indvandring. De eksempler, som jeg i det følgende vil redegøre for, beviser, at DR bevidst redigerer interviews med henblik på at fremme en bestemt, islamvenlig dagsorden - og det endda i to af hinanden uafhængige programmer.

Efter at de schweiziske vælgere 29/11 havde stemt ja til at forbyde opførelsen af minareter i alpelandet, valgte DR at behandle emnet i TV Avisen kl. 18.30 dagen efter. Først blev der vist et indslag om de planlagte opførelser af moskéer med minareter i Roskilde og København, og derefter gik turen til Malmø, hvor man allerede har en stormoské med tilhørende 27 meter høje minareter.

Manipuleret voxpop

Den udsendte DR-journalist havde valgt at krydre sit indslag med en lille voxpop, der blev introduceret med en bemærkning om, at der havde været protester inden opførelsen af minareterne, men de var siden forstummet: »I dag er det svært bare at finde én i moskéens nabolag, der synes, at minareterne er et problem«, lød det fra journalisten.

De to første interviewofre var et midaldrende par, der bedyrede, at de skam ingen problemer havde med hverken islam eller minareter. Den tredje person, der blev spurgt om sin holdning, altmuligmand Ulf Persson, var ikke helt så begejstret: »Minareter ? Det er islam, det er krig, det er terror«, lød den første del af svaret, med tilføjelsen: »Men alle har ret til deres religion.«

1/12 var minaretproblematikken også på programmet i Deadline kl. 22.30 på DR2. Inden emnet skulle debatteres i studiet, blev sagen præsenteret i et indslag, der også omhandlede Sverige, og hvori de ovennævnte interviews fra TV Avisen blev vist igen, dvs. der manglede noget.

Den del af Ulf Perssons svar, hvor han siger: »Minareter ? Det er islam, det er krig, det er terror«, var nemlig på mystisk vis forsvundet, altså redigeret væk.

Nu kunne man kun høre Persson udtale: »Men alle har ret til deres religion.« Dermed fik man som seer - i modstrid med sandheden - det indtryk, at de tre Malmø-borgere unisono anså det for helt problemfrit at have minareter i byen.

Et godt råd

Men sagen standser ikke her: Også i P1-Debat 4/12 om samme emne blev interviewene fra Malmø afspillet for lytterne, og igen var Ulf Perssons sidestilling af minareter med krig og terror redigeret væk.

Den gode nyhed i denne sammenhæng er, at DR's egen nyhedschef, Ulrik Haagerup, har erkendt problemet og for nylig betegnede de seneste mange års dækning af flygtninge/indvandrerproblematikken i danske medier som »et skammeligt kapitel for dansk presse.«

Haagerup, der ikke direkte nævnte DR, bedyrede dog, at situationen var blevet bedre, men som de ovenstående eksempler dokumenterer, er der altså stadig meget at gøre.

I den forbindelse vil jeg afslutningsvis give DR et godt råd: I har lige lanceret tre nye tv-kanaler. Kunne I ikke samtidig overveje også at give jeres politiserende medarbejdere deres helt egen kanal? Den kunne f.eks. hedde DR DDR eller DR Fusk.

Kunne I ikke samtidig overveje også at give jeres politiserende med-arbejdere deres helt egen kanal?”

Jyllands-Posten, d. 14.09.09

Gode råd til politiet

Af Jan Christensen

Vejledning til danske politibetjente: Som en tommelfingerregel skal I vise størst hensyn til de mest voldelige og farlige individer, da det har vist sig, at situationer, hvor disse personer hærger gader og stræder, smadrer alt, hvad der smadres kan, sætter ild til alt brændbart og kaster brosten, molotovcocktails og toiletter efter jer, kan eskalere yderligere, hvis I forsøger at stoppe- eller ligefrem anholde de pågældende.

På samme måde skal I helt undlade at køre ind i områder eller bydele, hvor man på lignende vis giver udtryk for sin skepsis over for jer eller andre repræsentanter for det offentlige, der formodes at have skumle hensigter, som f.eks. ambulancefolk.

Altid skyldige

Som udgangspunkt er I skyldige, indtil det modsatte er bevist, hvorefter I alligevel er skyldige, men bare i noget andet.

Det er altså ikke nok at kunne bevise vha. videooptagelser, at I ikke har gjort noget ulovligt, da I udførte jeres arbejde, for hvorfor filmede I overhovedet?

Huskede I at spørge om lov først, og kan man være sikker på, I ikke har udeladt noget? I sager af stor offentlig interesse bliver dommen afsagt af en jury bestående af repræsentanter for DR, TV 2, TV 2 News, Politiken og Information. Afgørelsen kan ikke ankes og vil blive brugt imod jer til evig tid.

Når I skal fjerne såkaldte fysiske blokader, er det meget vigtigt, at I ikke bruger unødig magtanvendelse. Politihunde, knipler etc. bør erstattes af knus, dialog og mægling. Husk: Ligegyldigt, hvem I står over for, og hvor gammel vedkommende er, er der altid tale om en ligeværdig partner med en god og retfærdig sag.

Skulle I alligevel komme til at bruge jeres knipler, fordi de anbefalede metoder mod forventning ikke virker, bør I huske på, hvor forfærdelig ondt det gør at blive slået med en sådan genstand, ikke mindst, når man har flere lag tøj på. Til gengæld er verden så heldigt indrettet, at I ikke kan mærke smerten, når I bliver ramt af f.eks. brosten og molotovcocktails.

Tag hensyn
Udførelsen af politiaktioner af større offentlig interesse bør kun ske under behørig hensyntagen til de involverede parters interesser. Det anbefales derfor, at de finder sted midt på dagen, når der er flest mulige mennesker samlet det pågældende sted, og eventuelle venner, bekendte eller sympatisører til de berørte personer kan hidkaldes med få minutters varsel.

Aktioner foretaget om natten bidrager kun til at forstærke myterne om, at politiet i enhver henseende er et lyssky foretagende og frarådes derfor på det kraftigste.

Som man kan udlede af denne vejledning, har tiderne ændret sig for politiet i almindelighed og jer i særdeleshed. Dette gælder også på andre punkter end de ovennævnte.

Bl.a. er vi i dag i langt højere grad end tidligere nødt til at prioritere vores ressourcer og koncentrere os om de områder, der virkelig gør en forskel for den enkelte danskers hverdag, som f.eks. fodboldkampe, EU- og klimatopmøde og store koncerter.

Til gengæld behøver I så ikke at tage jer af indbrud, tyverier, overfald o.l., der involverer helt almindelige borgere.

Jyllands-Posten, d. 23.08.09

Lars Løkke Ligeglad

Af Jan Christensen

Det er sølle at følge det største regeringsparti, Venstre, i den såkaldte værdikamp. Meget kunne man sige om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der havde en enestående evne til at skifte holdning alt efter, hvem han skulle tækkes på et givent tidspunkt, men han mente i det mindste noget om islamisme, indvandring, asylpolitik, integration etc.

Det er mere, end man kan sige om hans efterfølger. Lars Løkke Rasmussen er tilsyneladende godt gammeldags ligeglad med alle disse spørgsmål. Han har da også været fuldstændigt fraværende i offentligheden, både i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirke og senest, da de konservative fremlagde deres forslag om et burka-forbud i Danmark.

Man kan dermed konstatere, at værdi-/udlændingepolitikken ikke længere vil blive den vindersag for Venstre, den ellers har været siden årtusindskiftet, for hvis LLR tror, at vælgerne i al evighed vil have større tillid til Venstre i dette spørgsmål, blot fordi Fogh og co. i sin tid var de første ud over Dansk Folkeparti, der tog problemerne alvorligt, tager han grueligt fejl.

Hos regeringspartneren, de konservative, har man da også noteret sig LLR's apati, og det er ikke mindst i det lys, at partiets kontroversielle integrationspakke skal ses. Lene Espersen og co. er nemlig ikke så meget på stemmefangst hos DF's vælgere - de mest trofaste, som noget parti i Folketinget kan mønstre - som de er på jagt efter Venstre-stemmer.

Strategi med bonus

Analysen er helt rigtig, og spørgsmålet er, om ikke strategien allerede i de kommende meningsmålinger vil give bonus, uagtet, at de konservatives lancering af deres burka-forbud har været fuldstændigt forfejlet.
For mange vælgere vil alene signalet om den nye, konservative kurs være nok til at støtte partiet, på samme måde, som SF og Villy Søvndal har haft held med at tiltrække vælgere ved hjælp af simpel retorik uden noget reelt indhold, á la »Hizb-ut-Tahrir kan gå ad helvede til«.

LLR skal passe meget på, at magten ikke langsomt begynder at glide ham af hænde. Det er ikke nok kun at tale om økonomi, sundhed og miljø. Værdipolitikken er kommet på danskernes dagsorden for at blive - i al fremtid.

Berlingske Tidende, d. 29.07.09, Kultur & Debat, S.10

Dronning Margrethe

Margrethe Vestager har ikke alene et stort problem med at svare klart og tydeligt på selv de mest enkle spørgsmål, hun virker også meget, meget arrogant, elitær og nedladende over for folk med andre meninger, herunder ikke mindst politiske modstandere.

Jan Christensen

Jyllands-Posten, d. 18.06.09.

Thorkild, Thorning, talerstole og tv

Af Jan Christensen

Fhv. indenrigsminister og borgmester i Århus, Thorkild Simonsen, slår i JP 13/6 et slag for sin partiformand, Helle Thorning-Schmidt i dennes kamp for at fravriste Lars Løkke og Venstre regeringsmagten ved næste valg.
Simonsen fremfører, at det faktisk lykkedes Thorning-Schmidt at slå Anders Fogh i de to tv-debatter før valget i 2007.

Påstanden er desværre ikke rigtig - i hvert fald ikke, hvis succeskriteriet var politisk substans: Hvem husker ikke den socialdemokratiske formands postulat om de forfærdelige tilstande på landets sygehuse: »Patienterne ligger på gangene«, hvorefter det viste sig, at hun ikke kunne give ét eneste konkret eksempel.

Bl.a. derfor var det da også kun logisk, at tidligere toppolitiker og i dag politisk kommentator, Hans Engell, udnævnte Fogh til vinder i begge debatter.

Selvsamme Engell kan dog også til tider vise sig nyttig at trække ud af stalden for Socialdemokraterne, som da han i Ekstra Bladet 9/6 - især bedømt efter parametrene stil og fremtoning - vurderede Thorning-Schmidt til at have klaret sig langt bedre end Lars Løkke på tv efter det nyligt overståede europaparlamentsvalg.

Thorkild Simonsen skulle dog måske også notere sig, at Engell i samme artikel konkluderede, at den socialdemokratiske formand ikke er »nogen stor taler.«

Netop det sidstnævnte faktum er interessant at hæfte sig ved. Thorning-Schmidt lider nemlig stadig - fire år efter at være blevet valgt til socialdemokratisk formand - af en kronisk talerstolsallergi, der gør det nærmest umuligt for hende at deltage i så vigtige begivenheder som afslutnings- og åbningsdebatterne i Folketinget.

Afslutningsdebatten 27/5 var ingen undtagelse. Først kl. 20.24 tog Thorning-Schmidt ordet på et tidspunkt, da samtlige journalister allerede var gået hjem for at se Champions League-finalen på tv.

S-formandens sene entré førte til hårde ord fra både Pia Kjærsgaard: »Uhyrligt«, og statsministeren: »Jeg ved ikke, hvorfor der skal være direkte tv for, at fru Helle Thorning-Schmidt vil debattere med mig.«

Paradoksalt nok har Lars Løkke en pointe, for mens talerstole åbenbart skræmmer Thorning-Schmidt, tiltrækkes hun omvendt af det skarpe lys fra tv-kameraer. Hvad kan det mon skyldes, Thorkild Simonsen?

Berlingske Tidende, d. 09.06.09. Kultur & Debat, S. 14

Debat: Socialdemokratisk hyldest

REAKTIONER

Tænk sig, på DR1 og TV2 var seerne i går i mere end en halv time synkront tvangsindlagt til at se og høre Dan Jørgensen og Helle Thorning-Schmidt hylde sig selv og takke selv perifere personer i den socialdemokratiske partiorganisation, men da Morten Messerschmidt, valgets ubestridt største vinder og ( formentlig) stemmesluger, skulle tale til sine partikollegaer, blev der med det samme stillet om til Lene Espersen.

Jan Christensen.

Politiken, d. 26.04.09. Kultur, S. 17.

Debat: Foghs proportionsforvrængninger

Af Jan Christensen

EFTERMÆLE II:
ALT IMENS diverse danske aviser i månedsvis har tæppebombet os med artikler om henholdsvis Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Bendt Bendtsen og Lene Espersens misbrug af offentlige midler for beløb, der fordeler sig fra nogle få tusinde-til ditto hundrede tusinde kroner, kan en nu forhenværende toppolitiker læne sig tilbage og nøjes med at glæde sig over, at mediernes proportionsforvrængning på forbløffende vis har ladet ham slippe af sted med - af personlige, karrieremæssige årsager - at bruge uhæmmet løs af skatteborgernes penge for beløb, der til sammenligning får de gamle kollegaers ' synder' til at blegne.
INDEN DEN selvsamme mand, Anders Fogh Rasmussen, i 2001 overtog posten som regeringschef, sagde han i en grundlovstale: » (...) hvis de samme ministre sidder for længe, betragter de efterhånden statsapparatet som deres egen personlige ejendom. Det fører nemt til magtmisbrug og magtfordrejning«. Udtalelsen blev en selvopfyldende profeti. For det var netop, hvad der skete med Fogh i hans sidste år som statsminister.
Mens hans desinteresse for dansk indenrigspolitik efterhånden blev tydelig for enhver, var det alligevel magtpåliggende for ham at vinde sit tredje valg i træk. For mens oppositions-eller ekspolitikeren Fogh ville være chanceløs i kamom et internationalt topjob, havde en siddende statsminister med hele det danske embedsmands-og diplomatkorps i ryggen og forsvarets Challenger-fly stillet gratis til rådighed året rundt - for ikke at tale om muligheden for gratis overnatning og forplejning på alverdens luksushoteller - helt andre fordelagtige forudsætninger for at realisere sin drøm.

Information d. 25.03.09. 1. Sektion, S. 18/19.

Debat: Statsminister søges

Jan Christensen, Aalborg.

Da landets statsminister er på vej til at forlade sin stilling, søges hermed en afløser til tiltræden senest i begyndelsen af april 2009.
Principielt er der tale om en fuldtidsstilling, men fra Statsministeriets side er der fuld forståelse for, hvis hvervets ringe indflydelse og beskedne løn ( ca. 1,4 mio. kr. årligt) gør, at man samtidig ønsker at søge et mere attraktivt job i eksempelvis udlandet. Skulle det være tilfældet, står alle embedsmænd i samtlige ministerier, alle ministre og hele det danske diplomatkorps rundt omkring i verden selvsagt til rådighed døgnet rundt, ligesom Forsvarets eget jetfly kan benyttes efter forgodtbefindende til formålet. Alle omkostninger i forbindelse med bespisning og overnatning på luksushoteller dækkes naturligvis også. Diskretion under processen er en selvfølge.

Kvalifikationer:

Det skal på det kraftigste understreges, at statsministeren er nødt til at opholde sig i Danmark mindst én gang om måneden til de ugentlige pressemøder. Selve seancerne med medierepræsentanterne udgør dog ikke nogen stor udfordring. Hvis man ikke har lyst til at svare på journalisternes spørgsmål, kan man blot sige "ingen kommentarer", og ellers vil man af sin særlige rådgiver blive udstyret med en række enkle replikker, der kan bruges til at afværge et hvilket som helst spørgsmål. Ikke desto mindre vil det være en fordel, hvis man har et vist skuespiltalent.
Normalt forventes det fra landets højest placerede politiker, at vedkommende også beskæftiger sig lidt med politik engang imellem, men da den siddende regerings dagsorden er udtømt - og al dansk lovgivning i øvrigt under alle omstændigheder er underlagt EU-retten - stilles der ikke nogen særlige krav desangående. Det vil dog være en fordel, hvis man kan anlægge den såkaldte "der vil blive slået hårdt ned på urostiftere-attitude" i forbindelse med de uroligheder af diverse art, der uundgåeligt opstår med jævne mellemrum i Danmark. Det er ikke påkrævet, at man reelt gør noget for at løse problemerne.
I Danmark er der tradition for, at landets statsminister lyder efternavnet Rasmussen, men det er ikke noget ultimativt krav.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Med venlig hilsen
Statsministeriet.

Jyllands-Posten d. 25.10.08. 1. Sektion, S. 28 (Kort Sagt).

Skyggeministre

Af Jan Christensen

Det må være på tide at udnævne skyggeministre/viceministre for de to rejseglade ministre, Anders Fogh Rasmussen og Connie Hedegaard. Vi taler om toppolitikere, der rejser ca. halvdelen af deres arbejdstid, og derfor kan ingen påstå, det er et udtryk for populisme eller en provokation at foreslå lidt aflastning for dem. Husk på, at der også er noget, der hedder jetlag, når man nu endelig er på fransk visit i Danmark, så både for Foghs, Hedegaards og de danske vælgeres skyld er det på sin plads at udnævne skyggeministre.

Jyllands-Posten d. 25.09.08. 1. Sektion, S. 24.

Når magt er vigtigere end principper

Af Jan Christensen

22/9 var en meget trist dag, selv om det længe har stået klart, hvor det bar hen.

Af udmeldingerne i medierne mellem parterne fremgik det tydeligt, at et udlændingeforlig mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti var umiddelbart forestående.

Når aftalen ikke blev offentliggjort før Dansk Folkepartis landsmøde i sidste weekend, skyldtes det udelukkende et ønske fra Pia Kjærsgaard og den øvrige DFledelses side om ikke at ødelægge den formodede gode stemning i Herning Kongrescenter - det lykkedes til fulde.

I bagklogskabens klare lys må man sige, at det virkede temmelig latterligt at se og høre Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup tordne mod EU i almindelighed og EF-domstolen i særdeleshed, når man ved, at de på daværende tidspunkt allerede var faldet til patten over for regeringen og havde accepteret EUrettens forrang for den nationale, danske udlændingelovgivning.

Man må altså konstatere, at opfordringen til regeringen om at ”ignorere Metock-dommen” var tomme ord. Når det kom til stykket, turde DF-ledelsen ikke at sætte hårdt mod hårdt og stå fast ved sin overbevisning.

Man må tage konsekvensen
Ja, det kunne måske i yderste fald have tvunget regeringen til at træde tilbage, men nogle gange må man tage konsekvensen af sine holdninger, og denne sag var afgjort et skoleeksempel på, hvornår man hverken over for sig selv eller sine vælgere kan forsvare at gå på kompromis.

Bevares, Dansk Folkeparti har fået gennemført en række stramninger, men de forholder sig bare ikke til sagens kerne: Ved hjælp af EU-princippet om ”arbejdskraftens frie bevægelighed” kan enhver dansk statsborger flytte en ganske kort periode til f.eks. Sverige, eventuelt arbejde som f.eks. hundepasser og derefter som ”vandrende arbejdstager” tage en ægtefælle fra et tredjeverdensland med tilbage til Danmark - uden om 24-årsreglen, tilknytnings- og forsørgelseskravet, sprogprøven etc.

Pivåben ladeport
Dermed står ladeporten ind til Danmark de facto pivåben.

Meget er skrevet og sagt om Anders Fogh Rasmussen og hans grænseløse opportunisme, og de seneste år har da også vist, at manden ikke elsker sit land og sit folk højt nok til at bestride en så ansvarsfuld stilling. Han har kun øje for at bevare magten og fremme sin egen karriere.

Nu står det desværre også klart, at Pia Kjærsgaard tænker på samme måde. Magten og indflydelsen som regeringens støtteparti var åbenbart vigtigere for hende end kampen for at bevare Danmark som en suveræn stat. Det er jeg ked af, men jeg er nødt til at forholde mig til virkeligheden, og som de faktiske forhold er, har jeg mistet tilliden til det parlamentariske system i Danmark.

Jeg har nemlig ikke længere mulighed for at stemme på et parti, der aktivt arbejder på at begrænse den muslimske indvandring til Danmark.

Min tabte tro på parlamentarismen betyder dog ikke, at jeg har tænkt mig at blive nazist eller lignende. Nej, det er meget værre: Jeg vil være sofavælger.

Jyllands-Posten d. 03.09.2008. 1. Sektion, S. 25.

Falliterklæring for vælgerne

Af Jan Christensen

Da jeg for et par uger siden læste historien i Jyllands-Posten, var jeg lige ved at falde ned af stolen: For mig lød det rablende vanvittigt, at danskerne mener, at Villy Søvndal er den næstbedste politiker efter statsministeren til at varetage den så essentielle udlændingepolitik.

Hvilke meritter er det nu lige, han har på det område?

Jo, i februar sagde han om den fundamentalistiske muslimske gruppe, Hizb ut-Tahrir: »Til disse mørkemænd vil jeg sige: Gå ad helvede til.«

Men har han fulgt sin bastante udmelding op med konkrete lovforslag og i det hele taget nogen sinde gjort noget, der sandsynliggør, at budskabet var andet end varm luft?

Nej, men det er heller ikke nødvendigt for at tiltrække danske vælgere. Sig 10 ord, de gerne vil høre, og straks kommer de strømmende i flodbølgeagtige masser. Hvis du vel at mærke befinder dig på den rigtige side af det politiske spektrum og ikke hedder Pia Kjærsgaard. Det drejer sig nemlig især om, hvem der frembringer budskabet, og først derefter om, hvad der bliver sagt.

Berlingske Tidende, d. 14.07.08, Kultur & Debat, S.10

Udlændingeservice I

Hvad vil Berlingske Tidende med denne artikelserie, der endda krydres med en annoncering efter “ofre” for den angivelig mangelfulde og forhalede sagsbehandling i Udlændingestyrelsen/Udlændingeservice? Er det ikke det, man kalder kampagnejournalistik? I hvert fald synes engagementet at være meget stort, og det kunne jo være fordi, man selv brænder for sagen… Håber man at have givet startskuddet til en ny Tamil-sag, så man endelig kan vælte den borgerlige regering?

JanChris

Jyllands-Posten, d. 10.06.2008. 1. Sektion, S. 9

Forudsigelig kandidat

Af Jan Christensen

INDEN folketingskandidat Lars Weiss svarede på mit indlæg, Perfiditetens Prins, (22/5), lavede han en Google-søgning, og søreme om ikke der var bid: Det viste sig nemlig, at jeg har bloggen Omnial hvor et tidligere indlæg i flere passager er identisk med det læserbrev, JP trykte.

Weiss håber dermed at udstille mit hykleri, når jeg skriver, at hans indlæg altid er opbygget på samme måde: Et vilkårligt emne tjener som påskud for hans egentlige ærinde: at komme med perfide angreb på højrefløjen.

Da JP's læsere imidlertid næppe kender min blog, må det være legitimt at gentage nogle af mine synspunkter derfra i avisen, især når de stadig er gyldige, hvilket Weiss' svar, En fløjkrigers genbrug, (3/6), ikke efterlader tvivl om. Han insinuerer, at jeg har brug for psykiatrisk behandling, og det er jo noget af en påstand, men man er alligevel skuffet, når man kender hans sædvanlige debatniveau.

Heldigvis kommer forløsningen til allersidst i indlægget: Jeg sammenlignes med støvletrampende nazister. Ah, nu kan jeg sove roligt igen. Perfiditetens Prins gør stadig sit navn ære.

Jyllands-Posten, d. 22.05.08

Perfiditetens prins

Af Jan Christensen

DEN EVIGE socialdemokratiske folketingskandidat, Lars Weiss, er mærkeligt nok næsten helt ukendt i den brede offentlighed. Det kan undre, al den stund han i december 2002 faktisk besejrede Helle Thorning-Schmidt ved en urafstemning om at blive Amagerbrokredsens folketingskandidat.

Siden dengang har de to duellanters politiske karrierer udviklet sig vidt forskelligt. Thorning-Schmidt er som bekendt i dag formand for Socialdemokratiet, mens det stadig ikke er lykkedes Weiss at komme i Folketinget. Det afholder ham imidlertid ikke fra at skrive en lind strøm af læserbreve i specielt Jyllands-Posten, senest 20/5 ”Borgmesteren i Sarajevo”.

De mange debatindlæg har alle det til fælles, at de - under påskud af at omhandle forskellige emner - er perfide angreb på den danske højrefløj i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed. Lars Weiss nærer et næsten patologisk had til Pia Kjærsgaard og Co. og lader sin vrede komme til udtryk i form af underlødige og injurierende påstande og sammenligninger, der for det meste er direkte løgnagtige og i bedste fald groft fordrejede.

Nazi-sammenligning

Denne gang bliver DF kaldt »et parti med racistiske synspunkter«, der accepterer »børnemishandling i asylcentrene«, og som prikken over i'et - det måtte komme - slutter Weiss med at drage den rituelle sammenligning med Hitlers nazityskland ved at sige om DF's Peter Skaarup, at »han og hans fæller både med retorik og lovinitiativer er smittet af 1930'ernes pest over Europa«.

Måske skulle Lars Weiss overveje at moderere sin tone en smule. Både fordi det forekommer temmeligt hyklerisk at kritisere DF for dets retorik over for muslimer, når han selv benytter sig af sprogets allerværste gloser over for de folkevalgte politikere fra Danmarks tredjestørste parti, og fordi strategien med at dæmonisere DF øjensynligt ikke har fundet særligt stor opbakning blandt de socialdemokratiske vælgere. Som tingene ser ud i dag, er det bedste, Weiss kan håbe på, at han får et begreb opkaldt efter sig i ”Leksikon om Dansk Politik”. En Lars Weiss: Et læserbrev, der under påskud af at omhandle ét eller andet ligegyldigt emne, altid indeholder et helt exceptionelt perfidt angreb på højrefløjen i almindelighed og DF i særdeleshed.

Jyllands-Posten, d. 10.03.08

En forventet katastrofe

Af Jan Christensen

Birthe Rønn Hornbech har gjort det til en kunst at træde i de politiske fedtefade med kirurgisk præcision.

OVERRASKENDE nok er der tilsyneladende ingen, der har taget notits af integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs seneste udgydelser. For mig lød mange-menings-ministerens udtalelser i Folketinget sidste onsdag ellers som et klart og utvetydigt »Fyr mig - det kan ikke gå hurtigt nok.«

Læs blot, hvad hun sagde til SF's Astrid Krag, der spurgte til ministerens syn på de borgerkrigslignende tilstande i Danmark for nylig: (bemærk det ubehjælpsomme sprog):

»Jeg har den opfattelse, at integrationsspørgsmålet . . . det er ikke noget, man bare farer ud, fordi der er lidt brand i gaden.«

Lidt brand i gaden? Vi taler om de værste uroligheder i Danmark siden Anden Verdenskrig. Mon de politi- og brandmænd, der blev kastet brosten og molotovcocktails mod, også opfattede situationen som »lidt brand i gaden«? Eller hvad med de børn, der fik vendt op og ned på deres liv, fordi nogle unge »ballademagere« følte en ubændig trang til at sætte ild til deres skoler?

Her er endnu et guldkorn fra Rønn Hornbech:

»Jeg forstår altså, at det er indvandrere, der nu skal beskyldes for al balladen, siden spørgsmålet bliver rejst til mig. Det synspunkt deler jeg slet ikke.«

Det er vel ikke så mærkeligt, at indvandrere får skylden, når det - med få undtagelser - var dem, der stod bag urolighederne.

Rønn Hornbech nøjedes ikke med blot at forsvare indvandrerne; hun skød også med skarpt mod SF, som hun anklagede for at ville »hænge bestemte grupper ud«.

Vi har altså at gøre med en borgerlig integrationsminister, der er blevet overhalet højre om af SF.

Smalt forlig

I løbet af sin korte ministertid har Rønn Hornbech gjort det til en kunst at træde i de politiske fedtefade med kirurgisk præcision. Her følger nogle af hendes meritter:

-Udtrykte sin støtte til tørklædebærende muslimske kvinder og opførelsen af en stormoské i Danmark.

-Formåede trods statsministerens valgløfte om »brede aftaler« kun at lave asylforlig med Dansk Folkeparti og måtte derfor se sit flertal smuldre, da Pia Christmas-Møller valgte at blive løsgænger.

-Inviterede Det Islamiske Trossamfunds talsmand, Kassem Ahmad, til møde, selv om han havde deltaget i en demonstration for Hizb ut-Tahrir.

-Stillede spørgsmål ved sin egen lovgivning, da hun udtalte, at hun stadig ikke brød sig om, at terrormistænkte uden dansk statsborgerskab kan udvises administrativt.

-Nedsatte et udvalg, der skal undersøge, om 24-årsreglen virker efter hensigten. Det gør den imidlertid, konkluderede Socialforskningsinstituttet allerede i 2004.

At Rønn Hornbech ville blive en katastrofe som integrationsminister kunne ingen, der har fulgt hendes ideologiske krumspring siden 2002, være i tvivl om, allerede før hun blev udnævnt i november 2007 - mindst af alle Anders Fogh Rasmussen.

Når statsministeren alligevel pegede på hende, var det formentlig bl.a., fordi han gik ud fra, at man i EU-kredse ville opfatte valget af Rønn Hornbech som et signal om, at Danmark fremover ville føre en mere lempelig udlændingepolitik - en forudsætning for, at Fogh kan blive EU-præsident.

I den sammenhæng er det mindre vigtigt, at de seneste års udvikling på udlændingeområdet i Danmark ikke ligefrem skriger på en integrationsminister af Rønn Hornbechs støbning.

Information, d. 21.01.2008

Den principfaste mangemeningsminister

Det er bemærkelsesværdigt, at et flertal i hele befolkningen mener, at Rønn Hornbech vil blive en gevinst for regeringen

Af: Jan Christensen

Hvis man skal tro en samlet journaliststand, har Danmark med udnævnelsen af Birthe Rønn Hornbech fået en 'principfast' integrations- og kirkeminister. Principfast? Læs dette indlæg til ende og døm selv.

Før den nuværende regering kom til magten i 2001, var Rønn Hornbech kendt som én af landets allerskarpeste kritikere af islam, som hun kaldte en 'lovreligion', der har en "umiddelbar fremmedhed for demokrati."

Rønn Hornbech lagde dengang heller ikke skjul på, at hun ønskede at leve i et monokulturelt samfund: "Danmark er et udbygget land med ét folk. Vores udlændingepolitik har et humanitært sigte og sikrer, at Danmark ikke bliver et multikulturelt samfund."

Rønn Hornbechs mange kontroversielle- og politisk ukorrekte udtalelser gjorde hende til et hadeobjekt på venstrefløjen. Det vakte især vrede, da hun på et pressemøde to uger før Venstres valgtriumf i 2001 talte for et totalstop af familiesammenføringer fra Tyrkiet, Pakistan og Somalia.

Kovendingstider

På det mere overordnede plan var Rønn Hornbech en indædt fortaler for uindskrænket ytringsfrihed. Bl.a. advokerede hun for, at det var en 'demokratisk nødvendighed' at afskaffe § 266b, den såkaldte racismeparagraf. Også §140, blasfemiparagraffen, ville Rønn Hornbech af med. I det hele taget opfordrede hun udlændinge til at "vænne sig til den bramfri danske udtryksmåde."

Det varede dog ikke længe, inden Rønn Hornbech udførte det, der i disse kovendingstider bedst kan betegnes som en hvalvending, hvad angik synet på islam, muslimer og ytringsfriheden.

Pludselig, i efteråret 2002, opstod der nemlig en ny udgave af den rapkæftede Venstre-politiker. Eksemplerne på hendes forvandling er utallige, men det, der for alvor gav genlyd i offentligheden, var de rasende angreb, Rønn Hornbech rettede mod politikere fra Dansk Folkeparti:

"Pia Kjærsgaard håber, der kommer et terrorangreb i Danmark, så hun kan give muslimerne skylden. (...) Enhver må, når man hører Søren Krarup, komme til at tænke på Hitlers koncentrationslejre."

Muhammed-krisen i 2005 brugte Rønn Hornbech til at manifestere sin position som forsvarer af islam og muslimer og modstander af ubetinget ytringsfrihed: "Ytringsfriheden er ikke at krænke profeten. (...) Vi skal virkelig slås for, at der udvises respekt." Kampen skulle bl.a. foregå ved at bevare både racisme- og blasfemi-paragraffen, som hun ellers havde talt så varmt for at afskaffe i 2001.

Med ovenstående udtalelser in mente, er det ikke nogen overraskelse, at Rønn Hornbech i dag nærmest tilbedes af det såkaldte Politiken-segment, der indtil 2002 hadede hende som pesten. I islamist-kredse har hun ligeledes taget turen fra hade- til heltefigur.

Mere bemærkelsesværdigt er det, at et flertal i hele befolkningen mener, at Rønn Hornbech vil blive en gevinst for regeringen. I den sammenhæng må man lykønske de danske journalister, der siden hendes forvandling i 2002 har anstrengt sig til deres yderste for at tegne et glansbillede af hende i offentligheden.

Rønn Hornbechs held har været, at hun har bevæget sig fra højre- til venstrefløjen i værdi- og udlændingepolitikken, altså hen imod- og ikke væk fra det massive flertal af journalister.

Jyllands-Posten, d. 03.11.2007. 1. sektion, S. 11 (Debat)

Debat: Går Khader ind for pressefrihed?

Af Jan Christensen

DEN MEGET omtalte sag om Naser Khader rummer et interessant aspekt, der endnu ikke har fået megen omtale: Khaders forhold til pressefriheden.

Ny Alliance-lederen ynder at betegne sig selv som »fanatisk demokrat«, men hvis Khader virkelig er en så svoren tilhænger af demokrati, som han påstår, må han også vide, at et yderst vigtigt element i ethvert demokratisk samfund er en fri presse, der kun er begrænset i sit virke af domstolene.

Det indebærer bl.a., at en magtfuld politiker ikke kan eller må standse kritiske/belastende artikler om sig selv.

Det princip har Khader bestemt ikke levet op til i den konkrete sag. Det er selvfølgelig i orden, at han gør det klart over for Se & Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, at han mener, artiklens oplysninger er forkerte, og at historien derfor ikke burde trykkes.

Ikke acceptabelt

Det er derimod ikke acceptabelt, når han for åben skærm kræver Qvortrup fyret fra sit job som kommentator i Jersild & Spin.

Helt igennem uantageligt er det, at Khader, ifølge B.T., har ringet til direktøren for Aller-koncernen (der ejer Se & Hør), Bettina Aller, for at standse den kontroversielle artikel.

Det er muligt, at Khader kender Aller privat, men det ændrer ikke ved, at hans handling var helt utilbørlig.

Var det blevet afsløret, at Anders Fogh eller en hvilken som helst minister havde gjort det samme, måtte vedkommende træde tilbage på stedet.

Svensk minister måtte gå

Selv i Sverige, hvor der i forvejen hersker noget, der kunne minde om censurlignende tilstande i pressen, kostede det udenrigsminister Laila Freivalds jobbet, da hun beordrede og fik en hjemmeside tilhørende det indvandrerkritiske parti, Sverigedemokraterne, lukket, fordi den indeholdt en tegning af den muslimske profet Muhammed.

Lakmusprøven for en selvudnævnt superdemokrat og kendt politiker som Khader er netop, om han også lever op til de fine principper, når han selv er kommet ud i en mediestorm.

Denne sag har åbenbaret, at det absolut ikke er tilfældet.

Hvorom alting er, så viste dagen efter afsløringen, hvor magtfuld Khader er. Henrik Qvortrup blev nemlig fyret fra sine kommentatorhverv på TV 2, Berlingske Tidende og Danmarks Radio.

Den generelle mediestemning er helt klart også i Khaders favør. Stort set samtlige kommentatorer - hvoraf nogle har mere end almindeligt svært ved at skjule deres sympati for Ny Alliance-lederen - bakker ham helhjertet op.

Grunden? Alle medier uden undtagelse (dermed også Jyllands-Posten og Berlingske Tidende) vil have minimeret eller helt elimineret Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. Det mål kan kun opnås med et stærkt Ny Alliance, og derfor går man på listesko over for Naser Khader.

Midt i glæden over støtten fra et næsten samlet dansk mediekorps kan Khader dog ærgre sig over én ting. Hans strategi om at knytte venskaber med en række magtfulde personer i den danske medieverden, bl.a. Michael Kristiansen, Anders Foghs spindoktor, Michael Ulveman, og netop Henrik Qvortrup, kunne alligevel ikke forhindre offentliggørelsen af en belastende artikel om ham.

Man må ikke desto mindre komplimentere Khader for veludført arbejde. Selv det mest fintmaskede net kan ikke forhindre alt utøj i at slippe igennem.

Jyllands-Posten, d. 28.10.07

Debat: Papegøje-støtte til S

Af Jan Christensen

SOCIALDEMOKRATERNE har jamret meget over, at de ikke længere får partistøtte fra fagforbundene under LO. Specielt Svend Auken (S) har været meget slået ud over, at millionerne ikke flyder i helt så lind en strøm som tidligere. Lange Svend har været så fortvivlet, at han i sin desperation krævede, at partistøtten til socialdemokraterne (jeg tillader mig at gå ud fra, at Auken ikke havde de andre partier i tankerne) skulle finansieres af alle landets skatteborgere.

Med det in mente må det være en enorm lettelse for det hæderkronede parti, at en vægtig allieret nu træder frem på scenen med sin uforbeholdne støtte til socialdemokraterne og ikke mindst deres formand, Helle Thorning-Schmidt.

Det drejer sig om ingen ringere end Dansk Papegøjeforening.

10 kr. pr. velfærd

Udmeldingen kommer som en bombe i valgkampen og kan potentielt være den udslagsgivende faktor for en socialdemokratisk valgsejr.

Jeg kan nemlig afsløre, at Dansk Papegøjeforening vil betale socialdemokraterne 10 kr., hver gang Helle Thorning-Schmidt siger velfærd i en offentlig debat under valgkampen. En undersøgelse har vist, at S-formanden udtaler ordet ca. hvert 11. sekund, og dermed vil socialdemokraterne formentlig allerede længe inden valgdagen have tjent så mange penge, at selv de forkælede borgerlige vil blive misundelige.

Spredt budskabet

I en officiel udtalelse fra Dansk Papegøjeforening begrundes støtten til socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt på følgende måde:

»Socialdemokraterne har ikke alene et godt budskab, de har også formået at sprede det til alle afkroge i det ganske, danske land og til alle samfundsgrupper. F.eks. er moar ikke længere det første ord, der kommer ud af munden på babyer. Det er derimod velfærd. Det samme er selvsagt tilfældet med papegøjer, og derfor er det naturligt, at vi denne gang vælger at støtte socialdemokraterne og deres formand, Helle Thorning-Schmidt.«

Pressemeddelelsen slutter med en opfordring til de forsvindende få papegøjeejere, der endnu ikke har lært deres dyr at sige det magiske ord:

»Gentag velfærd igen og igen, hver gang du ser til dit dyr, for husk på: Det gode budskab kan ikke siges ofte nok.«

Billedtekst: Dansk Papegøjeforening giver 10 kr. til Socialdemokratiet, for hver gang Helle Thorning-Schmidt siger ordet velfærd i en offentlig debat. Foto: Kristian Halskov.

Berlingske Tidende, d. 22.10.2007. 2. Sektion, MAGASIN. S. 10 (Debat)

Breve fra læserne

Klag til TV-domstolen

Hvis man som udlænding har fået endelig afslag på permanent opholdstilladelse i Danmark, hvad enten det er som asylansøger, efter indgåelse af ægteskab med en dansker, eller familiesammenføring, skulle man umiddelbart tro, at alt håb var ude. Sådan er det også for langt de fleste, men for en lille gruppe mennesker forholder det sig anderledes. Der er tale om personer, der får deres sager behandlet ved den allersidste retsinstans i Danmark: DR- og TV2-domstolene.

Det er som nævnt kun de færreste forundt at komme så langt, men hvis man slipper igennem nåleøjet, er chancerne for at vinde til gengæld særdeles gode. DR- og TV2-domstolenes afgørelser har godt nok kun vejledende karakter, men da retssagerne ikke sjældent overværes af langt over 1 mio. tilhørere om dagen og derfor nyder stor omtale i selv de alleryderste afkroge af landet, vælger den sidste officielle retsinstans i skønsmæssigt 80 – 90% af tilfældene at følge domstolenes anbefalinger.

I visse kredse har der været udtrykt bekymring for, om DR- og TV2-domstolene kunne nå at behandle de sager, de tager op, grundigt nok, al den stund sagsbehandling og domsafsigelse normalt kun tager 3-5 min. Desuden er der blevet sat spørgsmålstegn ved domstolenes uvildighed. Kritiske røster mener, der er en udtalt tendens til at lade egne følelser og politiske holdninger påvirke dommene, ligesom det ofte kun er den klagende part, der kommer til orde.

Enkelte uforbederlige kværulanter har også fremført det argument, at det ikke er rimeligt over for de udlændinge, der, efter at have fået afslag på opholdstilladelse ved alle officielle retsinstanser i Danmark, ikke får mulighed for at få deres sag behandlet ved DR- eller TV2-domstolen, hvor chancerne for succés stiger eksplosivt.

Efter alt at dømme er der dog ikke et eneste kritikpunkt, der holder vand. Tværtimod er der grund til at glæde sig over, at DR og TV2 - ud over alle de andre fortræffelige produkter, de leverer til deres seere og lyttere - også er begyndt at vise samfundssind ved at aflaste de hårdt pressede domstole.

Jan Christensen

Jyllands-Posten, d. 11.10.2007. 1. Sektion S. 10 (Debat)

Debat: Format til en undskyldning?

Af Jan Christensen

SF's VILLY Søvndal har stor succes for tiden. Meningsmålingerne er fantastisk gode, og i sit parti har han længe været genstand for en maoistisk persondyrkelse, som resten af den danske befolkning nu også bliver belemret med i form af gigantiske reklamer med den store leder.

Som det ofte går med en person, der har for megen medvind og for få interne kritikere, har også Søvndal mistet jordforbindelsen.

Det beviste han under åbningsdebatten i Folketinget, da Pia Kjærsgaard ville have ham til at tage afstand fra SFU, der ifølge DF-lederen havde chikaneret hende under velfærdsdemonstrationen på Christiansborg Slotsplads to dage forinden. Det nægtede Søvndal konsekvent.

Så potentialet

Efter at have undersøgt påstanden indså Søvndal, hvilket enormt potentiale der lå i at kaste sig ud i et offentligt slagsmål med Dansk Folkeparti. Han annoncerede, at han havde set en video, der helt klart beviste, at SFU ikke var involveret i optrinnet. Hvis ikke Pia Kjærsgaard undskyldte, ville hun blive politianmeldt, lød den slet skjulte trussel. Det ville hun dog ikke.

Dermed havde Søvndal stadig mulighed for at holde kedlen i kog, og den udnyttede han til perfektion under den sidste ordførerrunde. Han brugte al sin taletid på at gå til modangreb på Dansk Folkeparti.

Normalt er Søvndal en indædt fortaler for en ordentlig tone i debatten, men i dagens anledning var alle gode forsætter glemt: Pia Kjærsgaard havde »talt usandt for at svine et andet parti til« og endda gjort det i »ond tro«, hvilket var kendetegnende for DF.

Weimar-republikken

SF-formanden følte sig hensat til tilstandene i Weimar-republikken (fra 1919-33), der mødte sit endeligt, da nazisterne under Adolf Hitlers ledelse kom til magten og derefter afskaffede demokratiet.

Søvndal satte også spørgsmålstegn ved, om et parti som DF kunne være parlamentarisk grundlag for den siddende regering. For ham var Pia Kjærsgaards opfordring om afstandtagen fra trusler og chikane »skammelig« og »det groveste, jeg til dato har oplevet i dette rum.«

Dagen efter åbningsdebatten udtalte Søvndal: »Pia Kjærsgaard har ikke formatet til at undskylde.«

Med ovenstående svada in mente må det være legitimt at vende spørgsmålet den anden vej: Har Villy Søvndal formatet til at undskylde?

Jyllands-Posten, d. 21.07.2007. S. 6 (Debat)

Debat: JP’s læsere manipulerer

Af Jan Christensen

13/7 Kunne Man i JP-debatsektionen se endnu et bevis på, at avisens læsere ikke alene er de mest højreorienterede/højre-ekstremistiske i landet, men også de mest manipulerende (mon ikke de to ting hænger sammen?).

En læser ironiserede således over Ritt Bjerregaards meget omtalte valgløfte ved at skrive, at hun ikke havde lovet at bygge 5.000 boliger til 5.000 kr. på fem år, men derimod fem boliger på 5.000 år. Som en anstændig borgerlig vælger var det postulat dråben, der fik bægeret til at flyde over – nu er jeg simpelthen nødt til at sige fra.
Ritt Bjerregaards unge protegé, Anne Vang, kunne nemlig i P1-debat (19/7) oplyse, at der allerede i januar 2008 – kun 26 måneder efter kommunalvalget – vil være opført 12 billige boliger. Med den fart vil det derfor kun tage 902,76 år, inden alle de lovede boliger er opført – en marginal tidsoverskridelse, der ikke er værre, end hvad man normalt ser ved store byggeprojekter her i landet. Alt, hvad der kræves fra de københavnske vælgeres side, er en smule tålmodighed og planlægning – campingvogne, telte, bænke og skure kan anbefales, og så kan man altså også godt sove i et træ – inden de i foråret 2910 kan flytte ind i de spritnye lejligheder.

JP’s læsere burde holde sig for gode til den slags manipulerende- og injurierende indlæg, når virkeligheden er, at byggeriet skrider – næsten – helt planmæssigt frem.

Jyllands-Posten, d. 24.04.2007. S. 12 (Debat)

Debat: Muslimer i Folketinget: Når hyklere udstiller sig selv

Af Jan Christensen

DET VAR ganske morsomt at læse flere af kommentarerne i Jyllands-Posten 21/4, hvor bl.a. en muslimsk og en kulturradikal læser skummede af raseri over Søren Krarups sammenligning af det muslimske tørklæde med det nazistiske hagekors.

Den er så ganske forfærdelig, kan man forstå, at den bør have alvorlige konsekvenser for DF-politikeren og hans parti, og under alle omstændigheder skal hverken Krarup eller nogen andre have lov til at sige noget lignende i fremtiden. Mellem linjerne står det klart, at læserbrevsskribenterne helst ser, at DF helt forbydes.

Religionen islam eller dens trosfæller må altså på ingen måde sættes i forbindelse med nazismen. Til gengæld er det helt uproblematisk for de to skribenter at sammenligne Dansk Folkeparti og dets medlemmer med den selv samme ideologi og insinuere, at hvis dette "anti-islamiske" parti får magt, som det har agt, vil det føre til "masseudryddelser" og "etniske udrensninger".

Kan sige hvad som helst

I DF’s tilfælde er der nemlig bevisligt tale om den inkarnerede ondskab, mens islam er en misforstået religion og dens tilhængere en forfulgt minoritet. Med det i baghovedet forstår man bedre, hvorfor Søren Krarup, Morten Messerschmidt og Mogens Camre skal retsforfølges for deres udtalelser, mens man uden at frygte for konsekvenserne kan sige hvad som helst om Dansk Folkeparti.

Er det f.eks. ikke kun rimeligt, at Fahmy Almajid kan kalde DF »en pest, som ramte Danmark i 2001?« (A4, 27/3 2006) Eller skal Peter Duetoft ikke have lov til at sige, at »Hitler og Pia Kjærsgaard er to alen ud af et stykke?« (Jyllands-Posten, 30/1 2000). Må SF’s Steen Gade ikke længere udtale: »Er der nogen i Danmark, som tilnærmer sig nazismen i ordvalg og udtryksform, så må det vist være Dansk Folkepartis Søren Krarup?« (Flensborg Avis, 21/4).

Når man tager i betragtning, at langt de værste (person)-angreb i dansk politik går ud over højrefløjen, og at denne i modsætning til venstrefløjen ikke benytter sig af politianmeldelser for at lukke munden på politiske modstandere, var det måske på tide at tage den gængse opfattelse af, hvor tolerancen er størst, op til fornyet overvejelse.

Berlingske Tidende, d. 16.12.2006. 2. Sektion, MAGASIN, S.2

Megafon

»Zigzag radigak«

Overskrift til læserbrev om De Radikales politik i Jyllands-Posten.

Jyllands-Posten, d. 15.12.2006. S. 13 (Debat)

Debat: Zigzag radigak

Af Jan Christensen

I LØBET af det seneste par måneder er der - af uforståelige grunde - opstået uklarhed om Det Radikale Venstres politik. Nedenfor vil jeg derfor gøre det umisforståeligt klart, hvad Jelved og Co. virkeligt mener.

De radikales statsministerkandidat er Marianne Jelved. Det er et ultimativt krav, og sådan vil det også være efter næste valg. De radikales statsministerkandidat behøver dog ikke nødvendigvis at være Marianne Jelved, hvis blot en anden kandidat er villig til at føre radikal politik. De radikales statsministerkandidat er Marianne Jelved, både nu og efter næste valg.

S-lederen Helle Thorning-Schmidt er alt for uerfaren og populistisk, og derfor er det utænkeligt, at de radikale vil pege på hende som statsminister. De radikale vil ikke udelukke at bakke Thorning-Schmidt op som statsminister, selv om de radikales kandidat både før og efter næste valg hedder Marianne Jelved.

De radikale har fem ultimative krav, der skal opfyldes, hvis partiet skal danne regering. De ultimative krav er dog ikke ultimative, de skal blot opfattes sådan, selv om de ikke er det, men altså alligevel er det.

Den radikale vilje

De radikale vil ikke samarbejde med socialdemokraterne, hvis ikke de opfylder de fem ultimative krav, men det kan alligevel tænkes, at de vil samarbejde med socialdemokraterne, selv om kravene ikke bliver opfyldt, om end kravene under alle omstændigheder skal opfyldes, før der kan blive tale om et regeringssamarbejde.

Det kan ikke komme på tale, at de radikale indgår i en regering med SF. Det ville være den sikre vej mod landets økonomiske ruin. De radikale kan dog godt forestille sig at sidde i regering med SF, der ikke er et økonomisk uansvarligt parti.

De radikale vil hellere dø end danne regering med Venstre. De radikale kan godt forestille sig at samarbejde med Venstre, hvis det største regeringsparti giver indrømmelser. Det er udelukket at sidde i en Venstre-regering med den politik, der bliver ført i øjeblikket. De radikale vil gerne indgå i et samarbejde med Venstre, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen forlader formandsposten.

Der er ikke nogen chance for, at de radikale kan blive del af en Venstre-regering, heller ikke med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Igen og igen

De radikale vil ikke sidde i regering med de konservative. De radikale vil måske under visse omstændigheder alligevel gerne sidde i regering med de konservative.

De radikale vil under ingen omstændigheder samarbejde med Dansk Folkeparti. De radikale vil under ingen omstændigheder samarbejde med Dansk Folkeparti. De radikale vil under ingen omstændigheder samarbejde med Dansk Folkeparti. De radikale vil under ingen omstændigheder samarbejde med Dansk Folkeparti. (Hov, der er måske noget galt her).

Billedtekst:

Marianne Jelved - radikal leder med radikal linje. Foto: Mie Schärfe

Jyllands-Posten, d. 16.10.2006, 1. Sektion S. 8 (Meninger)

Debat: Venstres vejrhane

Af Jan Christensen

VED HØJTIDELIGE lejligheder, ikke mindst, når den drevne taktiker, statsminister Anders Fogh Rasmussen, taler direkte til sin borgerlige vælgerskare, ynder han at fremstille sig selv som betingelsesløs forsvarer af ytringsfriheden: »Vi kan ikke gå på kompromis med ytringsfriheden.« (...) »Ytringsfriheden indeholder også retten til at ytre sig kritisk om religion. (...) Vi kan ikke give os bare en millimeter.« (...) »Ytringsfriheden er kun begrænset af lovgivningen.«

Lever statsministeren så i handling op til de flotte ord? Nej. Kun en uge senere havde frygten for en ny Muhammed-krise fået Fogh til at opgive alle principper. Nu tog han »på det skarpeste afstand« fra den private DFU-video, der hverken indeholder ulovligheder eller adskiller sig væsentligt fra det, der foregår under andre fester i Danmark. Den eneste forskel er, at DFU'erne havde tegnet profeten Muhammed på en lidet flatterende måde. Det kan man mene meget om, men ingen kan anfægte de unges ret til at lave grin med en for dem betydningsløs profet under private former. Alligevel fandt Fogh det nødvendigt at fordømme DFU'ernes opførsel.

Heller ikke under Muhammed-krisen gik der lang tid, inden ytringsfriheds-fundamentalisten, Fogh, glemte alle gode forsætter og forvandlede sig fra statsmand til vejrhane. Man kunne konstatere, hvordan han virkede mere afstandtagende over for tegningerne og JP, når han talte til udenlandske journalister end over for dansk presse.

Klarest i erindringen står interviewet på Al Arabiya, hvor han fremstod som en skyldbetynget skoledreng. Fogh tog afstand fra dæmonisering af religioner og forsikrede, at han »personligt« aldrig ville »fremstille figurer på en måde, der kunne såre andres følelser.«

Det er decideret forkert, når Fogh betegnes som manden, der kompromisløst forsvarede ytringsfriheden under Muhammed-krisen, men mærkeligt nok har denne opfattelse rodfæstet sig i manges bevidsthed. Sandheden er, at Fogh lod sin embedsførelse påvirke af fanatiske muslimers mord-, bombe-, terrortrusler, flag- og ambassadeafbrændinger.

Foghs eftergivenhed bliver endnu mere hyklerisk, når man tager hans kritik af den danske samarbejdspolitik fra 1940-43 i betragtning: »I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet.« Hvordan harmonerer de smukke ord med Foghs håndtering af Muhammed-krisen og sagen om DFU-videoen?